Casa Solvej
Velkommen 2015. Standen "Playa Norte" de Peñiscola.
Fakta om beliggenhed og Casa Solvej

Beliggenhed:

Ferieboligen er beliggende i landsbyen Càlig med udsigt til Middelhavet og tæt på den berømte og historiske by Peñiscola. De nærmeste større provinsbyer ved havet er Benicarló og Vinarós.

I bil ligger Càlig 10-15 minutter vest for Middelhavet og Peñiscola. Barcelona ligger ca. 225 km nord for Càlig og Valencia ligger ca. 125 km syd for Càlig.

Fra Càlig er der udsigt til Middelhavet. Casa Solvej ligger med overdådig "panorama" fra terrassen over det azurblå Middelhav, bjergene i baglandet og byens tårne, som på skift er oplyste om natten.

Càlig er en typisk spansk landsby. Den er meget rolig og det vil være sensationelt, hvis I møder danske familier i Càlig. En bil er den praktiske løsning til at komme let omkring i området.

Casa Solvej i Càlig ligger ikke så langt fra de vigtigste forbindelser (motorvej og toglinie) mellem Barcelona og Valencia.

Så med lidt planlægning og forudbestillinger er det let at komme derned enten med hurtigtog fra stationen Barcelona Sants eller med lejet bil direkte fra BCN lufthavnen "El Prat"; - syd for Barcelona. Flere detaljer om togforbindelser og leje af bil findes i menu-punktet "Nyttige oplysninger".

Ferieboligen:

Der er tale om et rækkehus i en bebyggelse på 22 enheder og fælles pool. Det samlede boligareal udgør 145 kvm. 

Helårsboligen indeholder stort set alle moderne bekvemmeligheder så som vaskemaskine, tørretumbler, køle- og fryseskab, opvaskemaskine, keramisk komfur, stor ovn, mikroovn, TV, internet samt et Mitsubishi klimaanlæg med automatisk regulering af kold og varm luft. 

Sengelinned, håndklæder, badehåndklæder, viskestykker osv. er til fri benyttelse blot de efterlades nyvasket. Din kuffert er simpelt hen mindre end hvis du holder ferie i Danmark.
 

Boligen er udstyret til 5 gæster. Kan udvides til maksimalt 6 gæster efter særlig aftale. Den indeholder en stor stue, køkken og toilet samt altan i stuen (høj). Fra altanen er der nedgang til fællesanlæg med stor pool.1. sal indeholder 3 soveværelser og toilet med karbad og bidet. 2. sal er indrettet med indendørs vaskesøjle og en stor terrasse med udsigt 360 grader rundt til såvel Middelhavet som det bjergrige bagland. I overgangen mellem hav og bjerge findes landbrugsområder med smukke olivenlunde, mandel- og appelsintræer.  Terrassen ligger ca. 100 meter højere end Middelhavet.  (Se evt. også menuen: Plantegning).

 

Allergi-venligt hus 100 meter over Middelhavet


Casa Solvej er et allergi-venligt, ikke-ryger hus. Derfor må der under ingen omstændigheder ryges indendørs eller medbringes dyr, pels o. lign. Der er ingen tæpper og derfor er mængden af husstøv minimal efter almindelig rengøring/gulvvask.

Aftale om leje
Casa Solvej udlejes alene til en eksklusiv kreds af venner og kolleger, som vi kender godt. En del frie perioder i efteråret 2016.

Kom med dine ferieønsker og vi skal fortælle om det er muligt og samtidig give dig et godt tilbud med udgangspunkt i 2.500 DKK, 3.500 DKK og 4.500 DKK for én uge for 5 personer i henholdsvis lav-, mellem- og højsæson. Der gives rabat for 2 uger og derover.

Vælg menupunktet "kontakt" og skriv en e-mail til Doña Solvej og Don P.

Du kan reservere én periode helt uforpligtende i nogle dage til at finde billige fly-forbindelser. Du har stor fleksibilitet, fordi du ikke er bundet af faste ud- og hjemrejse dage. Ruten mellem fx. CPH og BCN byder på flere daglige afgange udbudt af forskellige flyselskaber. Afhængigt af tidspunktet er priser fra 1.500 (lavsæson) til 3.000 DKK (højsæson) pr. person tur/retur er realistiske. 

Prisen per person pr. flybillet vil normalt være afgørende for det totale feriebudget, så bestil flybilletten i god tid, gerne 2-6 måneder FØR afrejse! Bemærk at foråret og efteråret er gode perioder for billige flybilletter og klimaet er stadig vidunderligt!

August er spaniernes egen feriemåned. I denne måned topper turiststrømmen til især Peñiscola og der er "gang i den", hvorfor det kan tage tid at finde P-plads langs strandene. 

Opdateret (delvist) juli 2016


Rengøring - et tilbud
Som noget nyt kan vi formidle rengøring af Casa Solvej til 10 euro i timen. Normalt skal der gøres rent og vaskes linned osv. for omkring 5 timer. Rengøring afregnes efter forbrugt tid. En luksus, hvis man skal tidligt til lufthavnen eller blot ikke GIDER gøre rent, når der er dømt ferie.

Cykler
Vi har 2 moutain bikes som er til fri benyttelse, men på eget ansvar. Bemærk at det ikke er verdens dyreste cykler og terrænet stiller store 
krav til både cykel og cyklist. Tager din egen cykel med, hvis du er "proff"; - jeg lover dig at du ikke vil fortryde det.

Det er en fantastisk oplevelse at køre i bjergterrænet. Det er det tætteste vi har været på La Vuelta a España. Der er stigninger på 100-200 meter i umiddelbart nærhed. Der er virkelig tale om udfordringer med at finde det rette gear og tråd opad. Og så er det nærmest hassard, at køre nedad uden at tage farten af med bremserne.

At mærke den varme luftafkøling ved nedkørsel efter at sveden pipler ubønhørligt frem under opkørsel, at mærke stilheden i det fredelige landskab og at indånde de mange dufte i terrænet skal bare prøves.

Pas på bilerne selv om de normalt passer på cyklister.

NB: Det er faktisk også ret underholdende, at køre bil i bjergene eller på autopista'en, hvor du kommer hurtigt frem.